Hoteloversigt
english

Job på Sabro Kro

Køkkenchef søges til Montra Hotel Sabro Kro

Vi elsker glade gæster, og er klar til at gå langt for dem!

Montra Hotel Sabro Kro søger en inspirerende og passioneret køkkenchef, som kan forny vores gastronomiske traditioner. Der er 10 medarbejdere i køkkenet bestående af køkkenchef, souschef, kokke, medhjælpere og elever. Du skal have lyst til at lede holdet i køkkenet, give eleverne en god uddannelse, og være klar til at forkæle vores gæster i a la carten, til møder og kurser, ved selskaber og vores events. Vi har en høj madmæssig standard og er klar til at udvikle vores menukoncept, hvor du skal være den primære drivkraft.

Som køkkenchef er du ansvarlig for køkkenets økonomi med indkøb efter prisaftaler, vagtplanlægning, produktion og egenkontrol i samarbejde med souschefen, og du deltager i køkkenets drift.

Du bliver en del af hotellets ledergruppe, og referer til hoteldirektøren. Vi styrer hotellet på en uformel måde, hvor vi forsøger at inddrage mange vinkler i vores beslutninger. Det forventes, at du deltager aktivt i ledergruppens arbejde, kan se ud over din egen afdeling for at øge samarbejdet på tværs bedst muligt, og derved opnå de bedste gæsteoplevelser.

Vi har et højt niveau af gæstetilfredshed, og har i flere år været blandt de bedste hoteller i Aarhus og Danmark. Det er vi meget stolte over, og er drivkraften i dagligdagen.

Du skal have ambitioner på vores gæsters vegne. Du har måske nu en stilling som køkkenchef, men vil gerne noget andet, og har måske en drøm om noget mere, - så kan du lære om hoteldrift hos os. Eller du er en dygtig souschef et større sted, og føler dig klar til at tage steppet op.

Stillingen som køkkenchef ønskes besat snart, og vi afholder derfor samtaler løbende, men vi er også kræsne, så vi venter gerne på den rigtige. Du er meget velkommen til at ringe til hoteldirektør Jakob Beck Wätjen på telefon 21 64 55 50, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Send din ansøgning og cv til Jakob på jbw@sabrokro.dk.

 


Hotel job - Få lærerigt og spændende job i hotelbranchen

På Montra Hotel Sabro Kro ved Århus arbejder en masse engagerede mennesker, der brænder for at yde en god service, og som er glade for deres job i hotelbranchen.

Vi kan lide at have gæster, og sætter en ære i at opvarte dem med god service, hjemmelavet mad og hyggelige værelser. Tonen mellem kollegaerne er venlig og uformel, og et godt sammenhold er et must når man har job på et hotel.

Montra Hotel Sabro Kro er en del af Montra Hotels A/S, der også består af Montra Odder Parkhotel, Montra Hotel Hanstholm samt Montra Skaga Hotel.

Stillinger til job på hotellet bliver løbende slået op, og hvis du vil være en del af hotelbranchen i Århus og omegn, så tilbyder vi gode arbejdsforhold og søde kollegaer.

Montra Hotels er en familieejet kæde af 4 jyske hoteller. Hotellerne ligger alle placeret i den smukke danske natur og tanken er, at alle gæster skal føle sig omgivet af hjemlige rammer, hvor alle gæster får en personlig og varm betjening. Hos Montra Hotels byder vi alle gæster hjerteligt velkommen, som var de gæster i vores eget hjem. Det er derfor vi siger – Velkommen hjem!


Uopfordrede ansøgninger sendes til:

Montra Hotel Sabro Kro
Viborgvej 780
8471 Sabro

eller på sabrokro@sabrokro.dk