Forslag til en ekstra event i forbindelse med arrangement på Montra Hotel Sabro Kro
Råvaresmagning
På Montra Hotel Sabro Kro gør vi meget ud af vores danske råvarer. Vi gør gerne en ekstra indsats for at finde mindre avlere, der har bedre tid til deres produkter, så kvaliteten bliver helt i top.
I kan blandt andet smage vildsvin, gedekød, oste, charcuterie og meget mere. Smagningen bliver ledsaget af en af vores kokke.
En råvaresmagning kan sammensættes efter jeres ønske, både tidsmæssigt og indholdsmæssigt, og kan eventuelt kombineres med et besøg hos nogle af vores leverandører, eksempelvis Storm Ged i Sorring.
Ølsmagning
Vi samarbejder med det lille bryggeri Wintercoat, der ligger i Sabro.
Wintercoat's mærkesager er håndværket, og at de råvarer, der kommer i øllet, skal kunne smages.
Vi kan gennemføre smagningen på hotellet eller eventuelt på bryggeriet, hvor I også vil få en rundvisning af brygmester Niels Jørn Thomsen. På bryggeriet findes desuden et lokale til max. 40 personer, der kan bruges til spisning af mad som hotellet leverer og serverer.
Tid og pris afhænger af, hvordan programmet sammensættes.
Århus By
Århus rummer mange muligheder for udflugter. Den Gamle By er en klassisker, der bliver bedre og bedre, og gør sig rigtig godt med udenlandske gæster.
ARoS er det nye kunstmuseum, der rummer mange flotte samlinger. Der findes både en permanent udstilling, samt skiftende udstillinger. Selve bygningen er også et besøg værd, da arkitekturen er meget markant.
Vi hjæper gerne med transport og guideservice.
Besøg på Frijsenborg Gods
Kun 10 kilometer fra Montra Hotel Sabro Kro ligger Frijsenborg Gods. Her er der mulighed for en guidet rundvisning i skoven ved skytte Niels Christian Nielsen eller en rundvisning i slottets have. Selve slottet er lukket for offentligheden, da det benyttes som privatbolig.
Denne udflugt kan kombineres med picnic i skoven.
Teambuilding
Vi hjælper gerne med at arrangere teambuilding-aktiviteter med eksterne undervisere. Eksempelvis har Biker Jens arrangeret en hel dags teambuilding i og omkring hotellet for 80 personer, der skulle starte et nyt varehus. "Tusind tak for fantastisk gode rammer for vort storstilede og anderledes event. De bedste hilsner! Biker Jens Romundstad og Claus Nør."
10 kilometer fra hotellet ligger Friluftscenter Sprækkebjerg, hvor der er mulighed for rapelling, forhindringsbane, fodboldgolf og paintball. Her er der mange muligheder for udfordrende aktiviteter i fuld fart eller mere rolige arrangementer. Dagen kan eventuelt afsluttes med middag i tipi'en, hvor der er plads til 80 personer.



